Den lange gang i kælderen bliver brugt meget på OK Fonden’s Prinsesse Benedikte Hjemmet. Her kommer frisøren forbi, beboerne kan købe blomster, der er strikke-/spille-/krea-café, den store sal med fællessang, dans og meget andet. Men gangen trængte til farver.
Kældergangen blev forvandlet til en hyggelig gade med butiksvinduer, lygtepæle m.m
Gangen blev omdøbt til “Alléen” og jeg havde fornøjelsen at stå for en række stemningsfulde, fortællende vægmalerier. De giver liv og fortæller, hvad der sker på stedet.
På frisørens dør er der – naturligvis – malet en gammeldags frisørsalon.
Ved krea-caféen er der malet cafévinduer m.m.
Ved blomstersalget er malet vindue til blomsterbutik.
På døren til salen er der malet postkort med kendte sange.
Gangen er nu malet som en gade med butiksvinduer, en cykel, lygtepæle, duer, selv lidt ukrudt som stedets lille vovse straks måtte snuse til! Vovsen kom også med i et vindue…og så kom der gang i endnu en lille sang!
Den nye gade i kælderen inspirerede til motiver oppe på etagerne. For enden af gangene oppe på hver af de seks etager er der malet forskellige blomstermotiver med smådyr, sommerfugle oa. De 12 motiver bruges både til at skabe stemning, til at orientere sig og til at gå tur efter.